Uden for flertalsgruppen møder det skarp kritik, at Stevns Kommune ser ud til at overskride budgetrammen i aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Varly Jensen (DF) har derfor stillet forslag til andenbehandlingen i Kommunalbestyrelsen om, at aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening skal overholdes af Stevns Kommune. Det hedder videre, at det er »op til kommunen at prioritere inden for rammen«, men DF anviser ikke, hvor partiet er klar til at spare pengene.
Mogens Haugaard har på vegne af Nyt Stevns fremlagt et alternativt budgetforslag, der »går i nul«, dvs. holder sig inden for servicerammen.
– Det gør vi for at vise ansvar, når nu ikke flertalsgruppen vil. Flertallet er ved at køre Stevns Kommunes økonomi ud over kanten. Nyt Stevns’ budgetforslag er et forsøg på at redde den situationen, som borgmesteren og hendes flertal har bragt os i med en overskridelse af dette års budget (2018) på op mod 30 millioner kroner. Der er brug for en meget hård opbremsning for, at vi ikke bare fører dette års underskud videre ind i de kommende år, siger han.
Han tilføjer, at Nyt Stevns ligesom flertallet er indstillet på at trække på kassebeholdningen, men kun til prioriterede anlægsudgifter.
– Vi vil gerne bruge penge på at bygge en ny Stevnshal, og vi er også klar til at bruge 10 millioner af kassen til et besøgscenter i Boesdal Kalkbrud. Det er éngangsudgifter og ikke driftsudgifter, der følger med os år efter år, siger Mogens Haugaard.
Artikel i sn.dk/stevns 26. september 2018