NYT Stevns ser meget alvorligt på Socialtilsynets kritik af sagsbehandlingen på børneområdet.

Sort på hvidt har vi nu dokumentation for, at mange børn og familier på Stevns, har været udsat for svigt. Som politiker og tidligere borgmester, påtager jeg mig min del af ansvaret, siger Mogens Haugaard Nielsen.

Mistanken om, at noget var galt, er nemlig langt fra ny. Den var kendt, før jeg blev borgmester og gennem hele sidste valgperiode. Økonomien på området var ustyrbar, og sagerne hobede sig op.

I min borgmesterperiode kom flere henvendelser fra borgere, som følte sig i klemme. Det vakte helt klart bekymring om, at noget var galt. Det påpegede både jeg og daværende børneudvalgsformand, Janne Halvor Jensen (DF), mange gange til direktionen, som også blev spurgt ind til konkrete sager. Men det blev slået hen med, at lovgivningen blev overholdt og der var styr på tingene. Centerchefen blev udskiftet i 2014, men det ændrede ikke billedet. Daværende børneudvalg satte derfor også undersøgelsen i gang sidste år.

Kommunen må og skal være en professionel organisation, man kan have tillid til. Politikerne skal kunne have tillid til direktionen, som øverst ansvarlige embedsmænd. Det tillidsforhold, er kommet under stærkt pres. Samme direktion burde for længe siden have undersøgt sagen og informeret politikerne om de store udfordringer, så vi kunne have handlet.

NYT Stevns er vred over, at direktionen har været et filter, der tilsyneladende har tilbageholdt oplysninger for politikerne. Tingene er ikke kommet frem. Vi taler her om ledelsessvigt af dimensioner, med direkte lovbrud, faglige fejlvurderinger og andre alvorlige svigt i sagsbehandling.

Alt sammen på et område med store menneskelige omkostninger til følge. Det kan vi ikke leve med.