Borgmester i Guldborgsund John Brædder besøgte Nyt Stevns’s generalforsamling d. 5. marts. Her holdt borgmesteren en times spændende indlæg om, hvordan Guldborgsundlisten er opstået, og hvordan den har udviklet sig fra 3 mandater i 2009 hvor John Brædder blev listens spidskandidat til i dag at udgøre 11 mandater af Guldborgsunds i alt 29 mandater i kommunalbestyrelsen.

Ingen passer ind i en firkantet kasse sagde John Brædder, en lokal liste er til værdier – ikke ideologier og det er et privilegium, at man derfor kan samarbejde med alle partier.

Mange har sagt, at lokallister ikke har kontakt til Christiansborg, sagde John Brædder. Men det er helt forkert. Sagen er nemlig den, at hvis man ikke har et tilhørsforhold til et politisk parti derinde, kan man altid få positiv kontakt, hvad enten man har en rød eller blå regering. Det kan være en udfordring, hvis man er blå borgmester, og der sidder en rød regering.

For Guldborgsundlisten har det været vigtigt at køre politikken på begreber som stolthed og selvforståelse, og tale Guldborgsund Kommune op. Det er lykkedes rigtig godt. Naturligvis er kerneområderne i en kommune vigtige, men man må ikke glemme at investerer med sigte ud i fremtiden. Her har kultur og idræts investeringer spillet en væsentlig rolle i Guldborgsund, og har været med til at give kommunen stærkt sammenhold.

Guldborgsundlisten har haft stor indflydelse på at kommunen er flyttet fra at rangerer, som en af de laveste i Danmark, til en gennemsnitskommune, hvilket også har givet rigtig stor mediebevågenhed på landsdækkende medier.

John Brædder er også formand for sammenslutningen af lokallisterne i Danmark, hvor NYT Stevns også er medlem. Der findes ca. 150 lokallister og i 2 kommuner har man Borgmesterposten. Det er udover Guldborgsund også Gribskov kommune. Efter KV17 rangerer NYT Stevns blandt de største af lokallisterne.

Guldborgsundlisten stillede op til Regionsvalget ved KV 17 for første gang og var tæt på valg. Det har givet blod på tanden til næste valg, kunne John Brædder fortælle til inspiration for NYT Stevns.

Ved etableringen af NYT Stevns kiggede Nyt Stevns Guldborgsundlisten over skulderen, og de 2 lokal lister aftalte i aftes at indlede et tættere samarbejde, som f.eks., et fælles medlemsarrangement.

Lokallisterne på Sjælland er repræsenteret i Kommunekontaktrådet KKR med 2 pladser, og de er besat at Guldborgsundlisten og Nyt Stevns med henholdsvis John Brædder og Mogens Haugaard.

Herudover havde John Brædder en række tips til NYT Stevns til brug for valgkampen til KV21.